Om Baggårdteatret

BaggårdTeatret – Egnsteater for hele Sydfyn og Øerne – blev grundlagt i Svendborg i 1963 og er kendt for både prisvindende teaterforestillinger og unikke audiowalks i lokalområdet. Som egnsteater for Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Ærø og Langeland kommuner skaber vi scenekunstneriske oplevelser, skoleteater og uddannelsestilbud for både borgere, turister og besøgende i hele det sydfynske område.

Teatret rækker ud – ikke bare i Øhavet – men i verden. Vi skaber lokalforankret scenekunst også tiltænkt resten af verden, og internationale kunstnere bor i residency under vores tag. Rodfæstet i en søfartsby har vi flere årtiers værdifuld erfaring med at koble det ultralokale med det internationale. Svendborg har altid været en frugtbar smeltedigel for maritim og kunstnerisk udfoldelse, og BaggårdTeatret står på skuldrene af begge.

BaggårdTeatret er et moderne bud på, hvor fremtidens fællesskaber finder sted. At gå i teatret er at møde noget andet eller nyt. Hvad enten du kommer ad vandvejen, ad omveje eller går direkte mod dit sæde i teatersalen, vil du blive revet med af en historie, du endnu ikke kender. Hos os er du altid inviteret.

Kunstnerisk bevæger teatret sig fra det intime drama til de brede musikalske forestillinger udviklet i samarbejde med kunstnere som Søren Huss, Katinka og Odense Symfoniorkester. Vi er et skabende, producerende og professionelt teater, der leger og sænker tærsklen til teatret og byder flere ind. Vi tager som de første i landet publikum med ud i naturen på dramatiserede og anmelderroste audiowalks, der spiller lige, når det passer publikum og på flere sprog. For os er scenen større end teatersalen, vores virke meget mere end et stykke.

 

BaggårdTeatret støttes af Svendborg KommuneFaaborg-Midtfyn KommuneLangeland Kommune og Ærø Kommune samt Slots- og Kulturstyrelsen.

hold dig opdateret

Tilmeld dig BaggårdTeatrets nyhedsbrev og få de nyeste forestillinger, eksklusive tilbud og spændende oplevelser direkte i din indbakke.

© BaggårdTeatret 2024. All Rights reserved.